Spring til indhold

Hurtig levering

Gratis fragt over 495,-

Dansk webshop

+250 glade kunder

Indkøbskurv

Din indkøbskurv er tom

Artikel: Kendte eventyr - H.C. Andersen

Kendte eventyr - H.C. Andersen

Fortællingen om Den standhaftige Tinsoldat

Der var engang femogtyve tinsoldater, de var alle brødre, thi de var født af en gammel tinske. Geværet holdt de i armen og ansigtet satte de lige ud; rød og blå, nok så dejlig var uniformen. Det allerførste, de hørte i denne verden, da låget blev taget af æsken, hvori de lå, var det ord: “Tinsoldater!” Det råbte en lille dreng og klappede i hænderne; han havde fået dem, for det var hans fødselsdag, og stillede dem nu op på bordet. Den ene soldat lignede livagtig den anden, kun en eneste var lidt forskellig; han havde ét ben, thi han var blevet støbt sidst, og så var der ikke tin nok; dog stod han lige så fast på sit ene, som de andre på deres to, og det er just ham, som bliver mærkværdig.

På bordet, hvor de blev stillet op, stod meget andet legetøj; men det, som faldt mest i øjnene, var et nydeligt slot af papir. Gennem de små vinduer kunne man se lige ind i salene. Udenfor stod små træer, rundt om et lille spejl, der skulle se ud som en sø; svaner af voks svømmede derpå og spejlede sig. Det var alt sammen nydeligt, men det nydeligste blev dog en lille jomfru, som stod midt i den åbne slotsdør; hun var også klippet ud af papir, men hun havde et skørt på af det klareste linon og et lille smalt blåt bånd over skulderen ligesom et gevandt; midt i det sad en skinnende paillet, lige så stor som hele hendes ansigt. Den lille jomfru strakte begge sine arme ud, for hun var en danserinde, og så løftede hun sit ene ben så højt i vejret, at tinsoldaten slet ikke kunne finde det og troede, at hun kun havde ét ben ligesom han.

“Det var en kone for mig!” tænkte han; “men hun er noget fornem, hun bor i et slot, jeg har kun en æske, og den er vi femogtyve om, det er ikke et sted for hende! Dog jeg må se at gøre bekendtskab!” Og så lagde han sig så lang han var bag en snustobaksdåse, der stod på bordet; der kunne han ret se på den lille fine dame, som blev ved at stå på ét ben, uden at komme ud af balancen.

Da det blev ud på aftnen, kom alle de andre tinsoldater i deres æske og folkene i huset gik til sengs. Nu begyndte legetøjet at lege, både at komme fremmede, føre krig og holde bal; tinsoldaterne raslede i æsken, for de ville være med, men de kunne ikke få låget af. Nøddeknækkeren slog kolbøtter, og griflen gjorde kommers på tavlen; det var et spektakel så kanariefuglen vågnede, og begyndte at snakke med, og det på vers. De to eneste, som ikke rørte sig af stedet, var tinsoldaten og den lille danserinde; hun holdt sig så rank på tåspidsen og begge armene udad; han var lige så standhaftig på sit ene ben, hans øjne kom ikke et øjeblik fra hende.

Nu slog klokken tolv, og klask, der sprang låget af snustobaksdåsen, men der var ingen tobak i, nej, men en lille sort trold, det var sådant et kunststykke.

“Tinsoldat!” sagde trolden, “vil du holde dine øjne hos dig selv!”

Men tinsoldaten lod, som han ikke hørte det.

“Ja bi til i morgen!” sagde trolden.

Da det nu blev morgen, og børnene kom op, blev tinsoldaten stillet hen i vinduet, og enten det nu var trolden eller trækvind, lige med ét fløj vinduet op og soldaten gik ud på hovedet fra tredje sal. Det var en skrækkelig fart, han vendte benet lige i vejret, og blev stående på kasketten, med bajonetten nede imellem brostenene.

Tjenestepigen og den lille dreng kom straks ned, for at søge; men skønt de var færdig ved at træde på ham, kunne de dog ikke se ham. Havde tinsoldaten råbt: Her er jeg! så havde de nok fundet ham, men han fandt det ikke passende at skrige højt, da han var i uniform.

Nu begyndte det at regne, den ene dråbe faldt tættere end den anden, det blev en ordentlig skylle; da den var forbi, kom der to gadedrenge.

“Se du!” sagde den ene, “der ligger en tinsoldat! Han skal ud at sejle!”

Og så gjorde de en båd af en avis, satte tinsoldaten midt i den, og nu sejlede han ned af rendestenen; begge drengene løb ved siden og klappede i hænderne. Bevar os vel! Hvilke bølger der gik i den rendesten, og hvilken strøm der var; ja det havde da også skylregnet. Papirsbåden vippede op og ned, og imellem så drejede den så gesvindt, så det dirrede i tinsoldaten; men han blev standhaftig, forandrede ikke en mine, så lige ud og holdt geværet i armen.

Lige med ét drev båden ind under et langt rendestensbræt; der blev lige så mørkt, som om han var i sin æske.

“Hvor mon jeg nu kommer hen,” tænkte han, “ja, ja, det er troldens skyld! Ak sad dog den lille jomfru her i båden, så måtte her gerne være én gang så mørkt endnu!”

I det samme kom der en stor vandrotte, som boede under rendestensbrættet.

“Har du pas?” spurgte rotten. “Hid med passet!”

Men tinsoldaten tav stille og holdt endnu fastere på geværet. Båden fór af sted og rotten bag efter. Hu! hvor den skar tænder, og råbte til pinde og strå:

“Stop ham! Stop ham! Han har ikke betalt told! Han har ikke vist pas!”

Men strømmen blev stærkere og stærkere! Tinsoldaten kunne allerede øjne den lyse dag foran hvor brættet slap, men han hørte også en brusende lyd, der nok kunne gøre en tapper mand forskrækket; tænk dog, rendestenen styrtede, hvor brættet endte, lige ud i en stor kanal, det ville være for ham lige så farligt, som for os at sejle ned af et stort vandfald.

Nu var han allerede så nær derved, at han ikke kunne standse. Båden fór ud, den stakkels tinsoldat holdt sig så stiv han kunne, ingen skulle sige ham på, at han blinkede med øjnene. Båden snurrede tre fire gange rundt, og var fyldt med vand lige til randen, den måtte synke; tinsoldaten stod i vand til halsen og dybere og dybere sank båden, mere og mere løste papiret sig op; nu gik vandet over soldatens hoved, da tænkte han på den lille nydelige danserinde, som han aldrig mere skulle få at se; og det klang for tinsoldatens øre:

“Fare, fare, krigsmand!
Døden skal du lide!”

Nu gik papiret itu, og tinsoldaten styrtede igennem men blev i det samme slugt af en stor fisk.

Nej, hvor det var mørkt derinde! Der var endnu værre, end under rendestensbrættet, og så var der så snævert; men tinsoldaten var standhaftig, og lå så lang han var med geværet i armen.

Fisken fór omkring, den gjorde de allerforfærdeligste bevægelser; endelig blev den ganske stille, der fór som en lynstråle gennem den. Lyset skinnede ganske klart og én råbte højt: “Tinsoldat!” Fisken var blevet fanget, bragt på torvet, solgt og kommet op i køknet, hvor pigen skar den op med en stor kniv. Hun tog med sine to fingre soldaten midt om livet og bar ham ind i stuen, hvor de alle sammen ville se sådan en mærkværdig mand, der havde rejst om i maven på en fisk; men tinsoldaten var slet ikke stolt. De stillede ham op på bordet og der nej, hvor det kan gå underligt til i verden! Tinsoldaten var i den selvsamme stue, han havde været i før, han så de selvsamme børn og legetøjet stod på bordet; det dejlige slot med den nydelige lille danserinde; hun holdt sig endnu på det ene ben og havde det andet højt i vejret, hun var også standhaftig; det rørte tinsoldaten, han var færdig ved at græde tin, men det passede sig ikke. Han så på hende og hun så på ham, men de sagde ikke noget.

I det samme tog den ene af smådrengene og kastede soldaten lige ind i kakkelovnen, og han gav slet ingen grund derfor; det var bestemt trolden i dåsen, der var skyld deri.

Tinsoldaten stod ganske belyst og følte en hede, der var forfærdelig, men om det var af den virkelige ild, eller af kærlighed, det vidste han ikke. Kulørerne var rent gået af ham, om det var sket på rejsen eller det var af sorg, kunne ingen sige. Han så på den lille jomfru, hun så på ham, og han følte han smeltede, men endnu stod han standhaftig med geværet i armen. Da gik der en dør op, vinden tog i danserinden og hun fløj ligesom en sylfide lige ind i kakkelovnen til tinsoldaten, blussede op i lue og var borte; så smeltede tinsoldaten til en klat, og da pigen dagen efter tog asken ud, fandt hun ham som et lille tinhjerte; af danserinden derimod var der kun pailletten, og den var brændt kulsort.

Fortællingen om Prinsessen på ærten

Der var engang en prins; han ville have sig en prinsesse, men det skulle være en rigtig prinsesse. Så rejste han hele verden rundt, for at finde sådan en, men alle vegne var der noget i vejen, prinsesser var der nok af, men om det var rigtige prinsesser, kunne han ikke ganske komme efter, altid var der noget, som ikke var så rigtigt. Så kom han da hjem igen og var så bedrøvet, for han ville så gerne have en virkelig prinsesse.

En aften blev det da et frygteligt vejr; det lynede og tordnede, regnen skyllede ned, det var ganske forskrækkeligt! Så bankede det på byens port, og den gamle konge gik hen at lukke op.

Det var en prinsesse, som stod udenfor. Men gud hvor hun så ud af regnen og det onde vejr! Vandet løb ned af hendes hår og hendes klæder, og det løb ind af næsen på skoen og ud af hælen, og så sagde hun, at hun var en virkelig prinsesse.

“Ja, det skal vi nok få at vide!” tænkte den gamle dronning, men hun sagde ikke noget, gik ind i sovekamret, tog alle sengeklæderne af og lagde en ært på bunden af sengen, derpå tog hun tyve madrasser, lagde dem oven på ærten, og så endnu tyve edderdunsdyner oven på madrasserne.

Dér skulle nu prinsessen ligge om natten.

Om morgnen spurgte de hende, hvorledes hun havde sovet.

“Oh forskrækkeligt slet!” sagde prinsessen, “jeg har næsten ikke lukket mine øjne den hele nat! Gud ved, hvad der har været i sengen? Jeg har ligget på noget hårdt, så jeg er ganske brun og blå over min hele krop! det er ganske forskrækkeligt!”

Så kunne de se, at det var en rigtig prinsesse, da hun gennem de tyve madrasser og de tyve edderdunsdyner havde mærket ærten. Så ømskindet kunne der ingen være, uden en virkelig prinsesse.

Prinsen tog hende da til kone, for nu vidste han, at han havde en rigtig prinsesse, og ærten kom på Kunstkammeret, hvor den endnu er at se, dersom ingen har taget den.

Se, det var en rigtig historie!

Fortællingen om Fyrtøjet

Der kom en soldat marcherende hen ad landevejen: én, to! én, to! Han havde sit tornyster på ryggen og en sabel ved siden, for han havde været i krigen, og nu skulle han hjem. Så mødte han en gammel heks på landevejen; hun var så ækel, hendes underlæbe hang hende lige ned på brystet. Hun sagde: “God aften, soldat! Hvor du har en pæn sabel og et stort tornyster, du er en rigtig soldat! Nu skal du få så mange penge, du vil eje!”

“Tak skal du have, din gamle heks!” sagde soldaten.

“Kan du se det store træ?” sagde heksen, og pegede på et træ, der stod ved siden af dem. “Det er ganske hult inden i! Der skal du krybe op i toppen, så ser du et hul, som du kan lade dig glide igennem og komme dybt i træet! Jeg skal binde dig en strikke om livet, for at jeg kan hejse dig op igen, når du råber på mig!”

“Hvad skal jeg så nede i træet?” spurgte soldaten.

“Hente penge!” sagde heksen, “du skal vide, når du kommer ned på bunden af træet, så er du i en stor gang, der er ganske lyst, for der brænder over hundrede lamper. Så ser du tre døre, du kan lukke dem op, nøglen sidder i. Går du ind i det første kammer, da ser du midt på gulvet en stor kiste, oven på den sidder en hund; han har et par øjne så store som et par tekopper, men det skal du ikke bryde dig om! Jeg giver dig mit blåternede forklæde, det kan du brede ud på gulvet; gå så rask hen og tag hunden, sæt ham på mit forklæde, luk kisten op og tag lige så mange skillinger, du vil. De er alle sammen af kobber, men vil du hellere have sølv, så skal du gå ind i det næste værelse, men der sidder en hund, der har et par øjne, så store, som et møllehjul, men det skal du ikke bryde dig om, sæt ham på mit forklæde og tag du af pengene! Vil du derimod have guld, det kan du også få, og det så meget, du vil bære, når du går ind i det tredje kammer. Men hunden, som sidder på pengekisten, har her to øjne, hvert så stort som Rundetårn. Det er en rigtig hund, kan du tro! Men det skal du ikke bryde dig noget om! Sæt ham bare på mit forklæde, så gør han dig ikke noget, og tag du af kisten så meget guld, du vil!”

“Det var ikke så galt” sagde soldaten. “Men hvad skal jeg give dig, din gamle heks? For noget vil du vel have med, kan jeg tænke!”

“Nej” sagde heksen, “ikke en eneste skilling vil jeg have! Du skal bare tage til mig et gammelt fyrtøj, som min bedstemoder glemte, da hun sidst var dernede!”

“Nå! Lad mig få strikken om livet!” sagde soldaten.

“Her er den!” sagde heksen, “og her er mit blåternede forklæde.”

Så krøb soldaten op i træet, lod sig dumpe ned i hullet og stod nu, som heksen sagde, nede i den store gang, hvor de mange hundrede lamper brændte.

Nu lukkede han den første dør op. Uh! Dér sad hunden med øjnene, så store som tekopper og gloede på ham.

“Du er en net fyr!” sagde soldaten, satte ham på heksens forklæde og tog lige så mange kobberskillinger, han kunne have i sin lomme, lukkede så kisten, satte hunden op igen og gik ind i det andet værelse. Eja! Dér sad hunden med øjne så store, som et møllehjul.

“Du skulle ikke se så meget på mig!” sagde soldaten, “du kunne få ondt i øjnene!” Og så satte han hunden på heksens forklæde, men da han så de mange sølvpenge i kisten, smed han alle de kobberpenge han havde, og fyldte lommen og sit tornyster med det bare sølv. Nu gik han ind i det tredje kammer! nej det var ækelt! Hunden derinde havde virkeligt to øjne så store som Rundetårn! Og de løb rundt i hovedet, ligesom hjul!

“God aften!” sagde soldaten og tog til kasketten, for sådan en hund havde han aldrig set før; men da han nu så lidt på ham, tænkte han, nu kan det jo være nok, løftede ham ned på gulvet og lukkede kisten op, nej gudbevares! Hvor der var meget guld! Han kunne købe for det hele København og kagekonernes sukkergrise, alle tinsoldater, piske og gyngeheste, der var i verden! Jo der var rigtignok penge! Nu kastede soldaten alle de sølvskillinger, han havde fyldt sine lommer og sit tornyster med, og tog guld i stedet, ja alle lommerne, tornystret, kasketten og støvlerne, blev fyldte, så han knap kunne gå! Nu havde han penge! Hunden satte han op på kisten, slog døren i og råbte så op igennem træet: “Hejs mig nu op, du gamle heks!”

“Har du fyrtøjet med?” spurgte heksen!

“Det er sandt!” sagde soldaten, “det havde jeg rent glemt,” og nu gik han og tog det. Heksen hejsede ham op, og så stod han igen på landevejen, med lommer, støvler, tornyster og kasket fulde af penge.

“Hvad vil du nu med det fyrtøj,” spurgte soldaten.

“Det kommer ikke dig ved!” sagde heksen, “nu har du jo fået penge! Giv mig bare fyrtøjet!”

“Snik snak!” sagde soldaten, “vil du straks sige mig, hvad du vil med det, eller jeg trækker min sabel ud og hugger dit hoved af!”

“Nej,” sagde heksen.

Så huggede soldaten hovedet af hende. Der lå hun! Men han bandt alle sine penge ind i hendes forklæde, tog det som en bylt på ryggen, puttede fyrtøjet i lommen og gik lige til byen.

Det var en dejlig by, og i det dejligste værtshus tog han ind, forlangte de allerbedste værelser og mad, som han holdt af, for nu var han rig da han havde så mange penge.

Tjeneren, som skulle pudse hans støvler, syntes rigtignok, det var nogle løjerlige gamle støvler, sådan en rig herre havde, men han havde ikke endnu købt sig nye; næste dag fik han støvler at gå med, og klæder som var pæne! Nu var soldaten blevet en fornem herre, og de fortalte ham om al den stads, som var i deres by, og om deres konge, og hvilken nydelig prinsesse hans datter var.

“Hvor kan man få hende at se?” spurgte soldaten.

“Hun er slet ikke til at få at se!” sagde de alle sammen, “hun bor i et stort kobberslot, med så mange mure og tårne om! Ingen uden kongen tør gå ud og ind til hende, fordi der er spået, at hun skal blive gift med en ganske simpel soldat, og det kan kongen ikke lide!”

“Hende gad jeg nok se!,” tænkte soldaten, men det kunne han jo slet ikke få lov til!

Nu levede han så lystig, tog på komedie, kørte i Kongens Have og gav de fattige så mange penge og det var smukt gjort! Han vidste nok fra gamle dage, hvor slemt det var ikke at eje en skilling! han var nu rig, havde pæne klæder, og fik da så mange venner, der alle sagde, han var en rar en, en rigtig kavaler, og det kunne soldaten godt lide! Men da han hver dag gav penge ud, og fik slet ingen ind igen, så havde han til sidst ikke mere end to skillinger tilbage og måtte flytte bort fra de smukke værelser, hvor han havde boet, og op på et lille bitte kammer, helt inde under taget, selv børste sine støvler og sy på dem med en stoppenål, og ingen af hans venner kom til ham, for der var så mange trapper at gå op ad.

Det var ganske mørk aften, og han kunne ikke engang købe sig et lys, men så huskede han på, at der lå en lille stump i det fyrtøj, han havde taget i det hule træ, hvor heksen havde hjulpet ham ned. Han fik fyrtøjet og lysestumpen frem, men lige i det han slog ild og gnisterne fløj fra flintestenen, sprang døren op, og hunden, der havde øjne så store, som et par tekopper, og som han havde set nede under træet, stod foran ham og sagde: “Hvad befaler min herre!”

“Hvad for noget!” sagde soldaten, “det var jo et morsomt fyrtøj, kan jeg således få, hvad jeg vil have! Skaf mig nogle penge,” sagde han til hunden, og vips var den borte! Vips var den igen, og holdt en stor pose fuld af skillinger i sin mund.

Nu vidste soldaten, hvad det var for et dejligt fyrtøj! Slog han én gang, kom hunden der sad på kisten med kobberpengene, slog han to gange, kom den, som havde sølvpenge, og slog han tre gange, kom den, der havde guld. Nu flyttede soldaten ned i de smukke værelser igen, kom i de gode klæder, og så kendte straks alle hans venner ham, og de holdt så meget af ham.

Så tænkte han engang: Det er dog noget løjerligt noget, at man ikke må få den prinsesse at se! Hun skal være så dejlig, siger de alle sammen! Men hvad kan det hjælpe, når hun skal alle tider sidde inde i det store kobberslot med de mange tårne. Kan jeg da slet ikke få hende at se? Hvor er nu mit fyrtøj! Og så slog han ild, og vips kom hunden med øjne så store, som tekopper.

“Det er rigtignok midt på natten,” sagde soldaten, “men jeg ville så inderlig gerne se prinsessen, bare et lille øjeblik!”

Hunden var straks ude af døren, og før soldaten tænkte på det, så han ham igen med prinsessen, hun sad og sov på hundens ryg og var så dejlig, at enhver kunne se, det var en virkelig prinsesse; soldaten kunne slet ikke lade være, han måtte kysse hende, for det var en rigtig soldat.

Hunden løb så tilbage igen med prinsessen, men da det blev morgen, og kongen og dronningen skænkede te, sagde prinsessen, hun havde drømt sådan en underlig drøm i nat om en hund og en soldat. Hun havde redet på hunden, og soldaten havde kysset hende.

“Det var såmænd en pæn historie!” sagde dronningen.

Nu skulle en af de gamle hofdamer våge ved prinsessens seng næste nat, for at se, om det var en virkelig drøm, eller hvad det kunne være.

Soldaten længtes så forskrækkelig efter igen at se den dejlige prinsesse, og så kom da hunden om natten, tog hende og løb alt hvad den kunne, men den gamle hofdame tog vandstøvler på, og løb lige så stærkt bagefter; da hun nu så, at de blev borte inde i et stort hus, tænkte hun, nu ved jeg hvor det er, og skrev med et stykke kridt et stort kors på porten. Så gik hun hjem og lagde sig, og hunden kom også igen med prinsessen; men da han så, at der var skrevet et kors på porten, hvor soldaten boede, tog han også et stykke kridt og satte kors på alle portene i hele byen, og det var klogt gjort, for nu kunne jo hofdamen ikke finde den rigtige port, når der var kors på dem alle sammen.

Om morgnen tidlig kom kongen og dronningen, den gamle hofdame og alle officererne for at se, hvor det var, prinsessen havde været!

“Dér er det!” sagde kongen, da han så den første port med et kors på.

“Nej dér er det, min søde mand!” sagde dronningen, der så den anden port med kors på.

“Men dér er ét og dér er ét!” sagde de alle sammen; hvor de så, var der kors på portene. Så kunne de da nok se, det kunne ikke hjælpe noget at de søgte.

Men dronningen var nu en meget klog kone, der kunne mere, end at køre i karet. Hun tog sin store guldsaks, klippede et stort stykke silketøj i stykker, og syede så en lille nydelig pose; den fyldte hun med små, fine boghvedegryn, bandt den på ryggen af prinsessen, og da det var gjort, klippede hun et lille hul på posen, så grynene kunne drysse hele vejen, hvor prinsessen kom.

Om natten kom da hunden igen, tog prinsessen på sin ryg, og løb med hende hen til soldaten, der holdt så meget af hende, og ville så gerne have været en prins, for at få hende til kone.

Hunden mærkede slet ikke, hvorledes grynene dryssede lige henne fra slottet og til soldatens vindue, hvor han løb op ad muren med prinsessen. Om morgnen så da kongen og dronningen nok hvor deres datter havde været henne, og så tog de soldaten og satte ham i kachotten.

Der sad han. Uh, hvor der var mørkt og kedeligt, og så sagde de til ham: I morgen skal du hænges. Det var ikke morsomt at høre, og sit fyrtøj havde han glemt hjemme på værtshuset. Om morgnen kunne han mellem jernstængerne i det lille vindue se folk skynde sig ud af byen, for at se ham blive hængt. Han hørte trommerne og så soldaterne marchere. Alle mennesker løb af sted; der var også en skomagerdreng med skødskind og tøfler på, han travede sådan i galop, at hans ene tøffel fløj af og lige hen mod muren hvor soldaten sad og kiggede ud mellem jernstængerne.

“Ej, du skomagerdreng! Du skal ikke have sådant et hastværk,” sagde soldaten til ham, “der bliver ikke noget af, før jeg kommer! Men vil du ikke løbe hen, hvor jeg har boet, og hente mig mit fyrtøj, så skal du få fire skilling! Men du må tage benene med dig!” Skomagerdrengen ville gerne have de fire skilling, og pilede af sted hen efter fyrtøjet, gav soldaten det, og ja nu skal vi få at høre!

Uden for byen var der muret en stor galge, rundt om stod soldaterne og mange hundrede tusinde mennesker. Kongen og dronningen sad på en dejlig trone lige over for dommeren og det hele råd.

Soldaten stod allerede oppe på stigen, men da de ville slå strikken om hans hals, sagde han, at man jo altid tillod en synder før han udstod sin straf, at få et uskyldigt ønske opfyldt. Han ville så gerne ryge en pibe tobak, det var jo den sidste pibe han fik i denne verden.

Det ville nu kongen ikke sige nej til, og så tog soldaten sit fyrtøj og slog ild, én, to, tre! Og der stod alle hundene, den med øjne så store som tekopper, den med øjne som et møllehjul og den, der havde øjne så store som Rundetårn!

“Hjælp mig nu, at jeg ikke bliver hængt!” sagde soldaten, og så før hundene ind på dommerne og hele rådet, tog en ved benene og en ved næsen og kastede dem mange favne op i vejret, så de faldt ned og sloges rent i stykker.

“Jeg vil ikke!” sagde kongen, men den største hund tog både ham og dronningen, og kastede dem bag efter alle de andre; da blev soldaterne forskrækkede og alle folkene råbte: “Lille soldat, du skal være vor konge og have den dejlige prinsesse!”

Så satte de soldaten i kongens karet, og alle tre hunde dansede foran og råbte “hurra!” Og drengene peb i fingrene og soldaterne præsenterede. Prinsessen kom ud af kobberslottet og blev dronning, og det kunne hun godt lide! Brylluppet varede i otte dage, og hundene sad med til bords og gjorde store øjne.

Read more

H.C. Andersens opvækst

Fortællingen om Den standhaftige Tinsoldat Der var engang femogtyve tinsoldater, de var alle brødre, thi de var født af en gammel tinske. Geværet holdt de i armen og ansigtet satte de lige ud; rød ...

Læs mere